Home
  • Home
  • Ambulancer sendt til svømmehallen i Tarm pga. klordampe (opdateret)
dummy

Ambulancer sendt til svømmehallen i Tarm pga. klordampe (opdateret)

5 juli 2013 Musiknyt


Politiet modtog torsdag aften kl. 22:45 en anmeldelse fra svømmehallen i Tarm Idrætscenter, hvor 46 børn og 9 voksne under ophold i hallen var blevet dårlige med hosten og opkast til følge.

Alle tilstedeværende i hallen var fra en skolefritidsordning på Sjælland, der var på sommerlejr i Tarm Idrætscenter i denne uge.

Flere ambulancer, læger og politi til stedet for koordinering af indsatsen.

Alle der befandt sig i hallen er indlagt til observation på sygehusene i Herning, Viborg, Kolding, Skejby og Esbjerg.
Alle udskrives efter stuegang fredag formiddag.

Derefter samles de på deres opholdssted i Tarm, og i eftermiddag kører de hjem til Hillerød, som det også oprindeligt var planlagt.

Den tekniske undersøgelse i svømmehallen vil blive foretaget senere i dag.
Det tyder dog på, at hallens luftfugtighedsmåler var gået i stykker torsdag morgen og derved havde forårsaget en høj koncentration af klordampe i hallen.

Svømmehallen har været offentlig åbent torsdag, og såfremt brugere, efter at have været på besøg i hallen, føler vedvarende symptomer på hoste, irritation i luftvejene og kvalme, opfordrer Embedslægeinstitution til at man søger kontakt med egen læge.

Opdateret søndag d. 7. juli:

Svømmehallen er åben igen. Det sker efter, at en række tests slår fast, at der ikke har været et klorgas-udslip, som ellers var den indledende teori.

– Der er intet, der tyder på, at der er fejl i svømmehallens anlæg, ligesom vandkvaliteten er, som den skal være. Vi kan derfor med sikkerhed sige, at de unge ikke er blevet syge som følge af et klor-udslip eller af en forurening i vandet. Svømmehallen kan med sindsro åbne igen, siger Jakob Bisgaard, chef for fagområdet By, Land og Kultur i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det er Ringkøbing-Skjern Kommune, der har tilsynspligten med svømmehallen. De ekstra prøver er foretaget af et godkendt laboratorium, der også står for de rutinemæssige tilsyn i svømmehallen.

– Vi er naturligvis glade for, at det hverken er svømmehallens anlæg eller vandkvaliteten, der er skyld i de unges tur på sygehus, og at vi trygt kan åbne dørene igen. Men det er ærgerligt, at der ikke er fundet en forklaring, siger centerleder for idrætscentret Per Østergaard.

Embedslæge Anne Hempel-Jørgensen har også været inde over sagen.

– Vi har været inde og vurdere forløbet og mulige årsager til sygdomsudbruddet. Det har imidlertid ikke været muligt fra embedslægens side, at fastslå årsagen til den akut opståede situation, siger Anne Hempel-Jørgensen.