Home
  • Home
  • Bork Havn arbejder på højtryk
dummy

Bork Havn arbejder på højtryk

21 august 2013 Musiknyt


De mange frivillige foreninger ved Bork Havn arbejder på højtryk for at få alting klart til fejringen af jubilæet lørdag 24.august. Slisken til Sliskeræset blev testet med succes i går tirsdag.
”Det er fedt når man går fra den gode ide, til at se det virke i praksis” fortæller Stig Madsen fra Bork Bådelaug.
Selve slisken er bygget af frivillige fra Bork Bådelaug, er 12 meter lang og deltagerne sendes ned af slisken fra en højde på 5 meter over vandoverfladen. ”Testen forløb perfekt, bådene kommer hurtigt ned og ud i vandet, en enkelt af deltagerne røg i vandet, så alt gik som vi håbede” griner Stig.
Alle deltagere er udklædte til Sliskeræs 2013 og bådene har temaer. ”Der er en præmie til årets publikumsdetalje, og det har flere af bådene taget til sig, med show omkring entre og sejlads.” fortæller projektleder ved Mikrodestination Bork Havn Carsten Ege Møller, der venter mange sjove øjeblikke med deltagerne.
Udover Sliskeræset byder dagen på mange gratis oplevelser som SUP ture, tursejlads i motor og sejlbåde, samt naturaktiviteter for børn. De lokale foreninger og erhvervsaktører er ganske enkelt gået sammen om at præsentere alle de mange forskellige tilbud der findes i Bork Havn
”Vi har fået stablet et rigtigt flot program på benene, som viser, hvilket potentiale der er i Bork Havn med godt samarbejde.” fortæller projektleder ved Mikrodestination Bork Havn, Carsten Ege Møller.
Festlighederne bliver også en fejring af Bork Fiskeriforenings 80 års fødselsdag, hvilket fejres med en fiskeriauktion og en fest om aftenen.
Bork Havns jubilæum løber af staben kl. 10 lørdag d. 24. august.