Home
  • Home
  • Bork Havn Musikfestival sætter fokus på mere fest og mindre druk
dummy

Bork Havn Musikfestival sætter fokus på mere fest og mindre druk

29 juli 2013 Musiknyt


Arrangørerne bag Bork Havn Musikfestival samarbejder med Dansk Live og Sundhedsstyrelsen for at skabe trygge rammer for festivaldeltagerne. Især unge er i fokus, og her spiller de unges forældre og barpersonalet en vigtig rolle. Kampagnen hedder ’Mindre druk. Mere fest’ og vil og har været synlig på 13 festivaler i løbet af sommeren.

Mere end 7000 gæster dagligt festivalen i denne uge, og det betyder travlhed i barerne, høje promiller og mærkbare tømmermænd. Festivalarrangørerne ved, at musik og alkohol hænger sammen, men de er deres ansvar voksent og vil med kampagnen blandt andet sætte fokus på den vigtige dialog, som forældrene bør have med deres unge, inden de sender dem ud på festivalpladserne.

– Solskin, musik og festivalstemning forbindes næsten altid med kolde fadøl. Derfor arbejder vi også med, at alle vagter og specielt vores barpersonale er ekstra øjne og ører på pladsen, når promillen bliver høj – især overfor de unge, siger presse- og marketingansvarlig på musikfestivalen Arne Enggaard Poulsen.

For barpersonalets vedkommende gælder det ikke bare om, at de skal kende udskænkningsreglerne. De skal også efterleve dem.  Når man er ung, kan det være svært at vurdere, hvornår man er på vej ud over grænsen.
– Nogle gange kunne bartenderen måske servere en sodavand med et smil i stedet for en fadøl for meget. Ofte kan de unge godt bruge lidt vejledning fra en voksen til at finde ud af, hvornår det er en god idé at holde lidt igen, siger Jakob Brixvold, der er Sekretariatschef hos Dansk Live.

Klogere udskænkning kan ændre drukkultur
Et øget fokus på udskænkingskulturen i det danske festliv er særdeles velkomment, mener Sébastien Tutenges, der forsker i sikkerhed i nattelivet på Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet.
– Vi har den udfordring i Danmark, at udskænkning af alkohol til tider sker til unge, der er alt for fulde. Hvis festivalerne bliver en platform, hvor ansvarlig udskænkning praktiseres, så er det et stort skridt i den rigtige retning, siger han.

Mor og far har også et ansvar
Årets kampagne fra Dansk Live i samarbejde med Sundhedsstyrelsen hedder ’Mindre druk. Mere fest’ og sætter også et ekstra fokus på forældrenes rolle over for deres teenagere, der tager på festival og går til koncerter i løbet af året. Kampagnen giver gode råd til, hvordan forældrene kan indgå i en dialog med de unge, og hvor stor en forskel den dialog gør.
– Vi forventer som festival, at forældrene tager ansvar og går i dialog, så festen bliver tryg for de unge. De skal tale med deres unge om faldgruberne ved for meget alkohol. Både mindre ting som skænderier med vennerne, men også mere alvorlige områder som eksperimenter med stoffer og risiko for vold, forklarer Jakob Brixvold.
Bork Havn Musikfestival finder sted fra onsdag d. 31. juli til lørdag d. 3. august.


Fakta – hvad kan forældrene gøre
• Tal med de unge om alkohol
• Lav aftaler med de unge – eks. om antal genstande eller at ringes ved dagligt
• Tag en snak med vennernes forældre og hjælp hinanden med at skabe sund fornuft blandt jeres unge
• På festivaler hvor medbragte drikkevarer er tilladt, så giv de unge en kasse sodavand med frem for øl. Det sender et godt signal

Fakta – hvad kan de unge selv gøre
• Drik masser af vand
• Husk i morgen – du skal holde i flere dage, så spar på krudtet
• Vær opmærksom på solen – sol og varme får alkoholen til at slå ekstra hårdt
• Spis mad regelmæssigt – og ikke kun junkfood
• Pas på dine venner og hjælp dem, hvis de går kolde
• Sørg for en god stemning – drik mindre og undgå dumme skænderier
• Husk at sove


Fakta om kampagnen – Mindre druk. Mere fest
• Kampagnen finder sted for 6. år i træk og er et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og festivalernes og spillestedernes interesseorganisation Dansk Live
• I år er kampagnen synlig på 13 af landets største festivaler samt Grøn koncert.
• Kampagnen er målrettet både de unge, festivalmedarbejderne og forældrene.
• Formålet er at inspirere forældre til at snakke med deres teenagere om forbrug af alkohol, fordomme og myter, inden de tager på festival. Og samtidig informere de unge om ansvarlig alkoholindtagelse og opfordre festivalpersonalet til ansvarlig udskænkning.