Home
  • Home
  • Den vestjyske kulturopfattelse skal ændres
dummy

Den vestjyske kulturopfattelse skal ændres

12 august 2013 Musiknyt


Stereotyper og forstokkede kulturopfattelser skal ud. Åbenhed og modet til at fejle skal ind. Ringkøbing-Skjern Kommune vil forandre danskernes syn på kunst og kultur. Men alt kan stadig gå galt.

Resten af Danmark opfatter nok primært vores kulturudtryk som røvballemusik og dilettantteater.

Leder af kulturområdet i Ringkøbing-Skjern Kommune, Per Høeg Sørensen, vil gøre op med den stereotype opfattelse af Vestjyllands kulturudtryk. Han vil forny danskernes kunst- og kulturopfattelse og ændringen begynder den 18. august i Hvide Sande, hvor Kulturfestivalen Bølgen skydes i gang med åbningsdagen Shock Wave.

Opgøret med omverdens kulturelle fordomme skal ske ved at præsentere kunst og kultur i hidtil usete rammer og konstellationer:

Det er ingen hemmelighed, at vi lever på kanten, og der er mange i resten af Danmark , der har et bestemt billede af, hvordan vi er ovre hos os. Jeg håber, at vi kan vise, at vi også kan lave noget kultur, der rykker. At udkant også kan det der med kant. Men vi gør det ikke på den sikre facon. Vi eksperimenterer og satser. Det kan gå fantastisk godt eller grueligt galt, men det bliver ikke kedeligt. Det er sundt at få rystet sin kulturelle og kunstneriske grundvold ind imellem.”

Kun de modige fejler

Ifølge Master Fatman, der er konferencier på Shock Wave, har Per Høeg Sørensen fat i den lange ende, når han taler om nødvendigheden af fornyelse af danskernes opfattelse af kunst og kultur:
Alt har brug for fornyelse. Ens forhold, ens arbejdsmetode, ens verdensudsyn – og kunsten skal hele tiden forny sig, ellers bliver den kedelig. Og kedelig kunst er ligesom en sandkage som har stået for længe. Tør, svær at være sammen med og drønkedelig,” siger han.

Den tørre sandkage undgås bedst, hvis man bevarer et åbent sind. Kunst og kultur må ikke blive en statisk størrelse, der ikke tillader forandringer.
Per Vers, der optræder på Shock Wave, mener, at åbenhed er selve forudsætningen for at tillade nye indtryk:

Åbenhed er alfa og omega. På alle mulige måder at få paraderne ned, at turde at se tåbelig ud og være åben for fejl. Man overkoreograferer tingene, fordi man er bange for at begå fejl. Men det kan hurtigt blive for indstuderet og hult. Helheden bliver mere meningsfuld af, at alle enkelthederne ikke er perfekte.”

Væk med beskedenheden

Per Høeg Sørensen håber ikke kun, at Shock Wave og Bølgen kan ruske lidt i resten af Danmarks stereotypiske forestillinger. Han vil også gerne ruske lidt i egen baghave:

”Det er også et spørgsmål om vores egen selvbevidsthed. Vestjyder er ind imellem meget beskedne og næsten på grænsen til det selvudslettende. Der må vi gerne få et løft til os selv og vores kulturliv. Vi skal vise, at vi sgu godt kan klare et så stort arrangement.”

Shock Wave er den største enkeltstående kultursatsning i Ringkøbing-Skjern Kommune til dato, og arrangørerne forventer op til 14.000 tilskuere .