Home
  • Home
  • Det store slag: Kampen om Vestjylland
dummy

Det store slag: Kampen om Vestjylland

20 juni 2013 Musiknyt


Skjern Håndbold flytter næste sæsons hjemmekamp mod lokalrivalerne Team Tvis Holstebro til Jyske Bank Boxen i Herning. Målet er 7.500 tilskuere.

I næsten 20 år har lokalrivalerne fra Skjern Håndbold og Team Tvis Holstebro kæmpet om point, prestige og penge.

Lørdag den 9. november skal det afgørende slag stå om, hvem der er Vestjyllands største håndboldhold, når Skjern Håndbold flytter hjemmekampen mod rivalerne til Herning.

– I den forgangne sæson vandt vi begge kampe over Team Tvis Holstebro. I den kommende sæson vil vi en gang for alle manifestere os som det førende hold i Vestjylland, siger Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern Håndbold.

En unik oplevelse
I sidste sæson spillede Skjern Håndbold foran 7.500 tilskuere i Herning topkampen mod KIF Kolding, og tilskuermålsætningen er intakt.

– Målet er igen 7.500 tilskuere. Vi har haft mange store oplevelser i forbindelse med flytningen af kampe til Herning, og jeg tror, vi kan forvente os endnu en fantastisk kamp i november. Vi glæder os til at give vores trofaste publikum og sponsorere en unik oplevelse, siger Carsten Thygesen.

I MCH-koncernen glæder man sig ligeledes over den forestående event i november.

– Vi har i over et årti haft et godt samarbejde med Skjern Håndbold, og jeg er personligt glad for, at vi også den kommende sæson skal lave en håndboldfest sammen. Med forhåbentlig 7.500 tilskuere i Jyske Bank Boxen bliver det en perfekt optakt til EM-slutrunden, der gennemføres i januar, siger Georg Sørensen, administrerende direktør, MCH-koncernen.

Billetsalget til ”Kampen om Vestjylland” starter efter sommerferien.