Home
  • Home
  • Erhvervsskolen Vestjylland i TV/Midt-Vest
dummy

Erhvervsskolen Vestjylland i TV/Midt-Vest

3 juni 2013 Musiknyt


Det er kun to år siden, at Erhvervsskolen Vestjylland flyttede permanent ind i den gamle landbrugsskole uden for Borris. I dag er skolen uddannelsessted og hjem for 30 unge med særlige behov.

 

 

TV/MIDT-VEST har besøgt Erhvervsskolen Vestjylland, og giver mandag 10. juni kl. 19:30 seerne et indblik i de unges hverdag.

 

 

Der bor 21 drenge og 8 piger på Erhvervsskolen Vestjylland, der tilbyder uddannelsesforløb, som er tilrettelagt for unge med særlige behov. De kan vælge imellem uddannelsesforløb som håndværkslinjen, landbrugslinjen og køkken- og servicelinjen.

 

Målet er at kvalificere de unge mennesker til at få job i en virksomhed eller tage en ordinær videregående uddannelse.

 

”Det er en stor glæde at være med til at flytte nogle unge mennesker, som kan komme tilbage hertil og sige, at de er kommet i gang og har fået en mening med tilværelsen,” fortæller forstander Claus Tobler i udsendelsen.

 

 

Hjem og uddannelsesinstitution flyder sammen

 

Erhvervsskolen Vestjylland er ikke bare et sted, hvor eleverne følger et uddannelsesforløb. Det er også deres hjem. Flere af dem bor der hele året rundt. Derfor er skolen også vært for højtider som juleaften og nytårsaften.

 

”Jeg elsker at være her. Det her er min hverdag og mit liv. Man har virkelig ikke lyst til at forlade stedet, når man først er her,” fortæller elev Rikke Kristensen, der snart har boet på skolen i tre år.

 

 

Når TV/MIDT-VEST mandag 10. juni kl. 19:30 sender reportage fra et besøg, kan seerne lære stedet bedre at kende, og møde flere elever og ansatte til en snak om livet på Erhvervsskolen Vestjylland i Borris.