Home
  • Home
  • Få bedre vejr – kom til Lungedag
dummy

Få bedre vejr – kom til Lungedag

14 november 2014 Musiknyt


unnamed (1)

En ud af 10 danskere har problemer med lungerne. Rigtigt mange ved det ikke selv. På den Internationale Lungedag onsdag den 19. november 2014 tilbyder Danmarks Lungeforening i samarbejde med apoteker, kommuner, hospitaler, praktiserende læger, LungePatient.dk og frivillige i Danmarks Lungeforening gratis lungetjek til danskerne.

Over hele Danmark vil der 19. november være forskellige arrangementer. Fælles for alle arrangementer er, at man kan få tjek på sine lunger.

Lungedagen afholdes følgende steder i Ringkøbing-Skjern Kommune: Sundhedshuset, Nørredige 28, Ringkøbing kl. 10.00-13.00 Sundhedshuset, Blomstermarken 5, Spjald kl. 14.30-17.00

Få tjek på lungerne

– Alle bør kende deres lungefunktion, og jeg vil opfordre så mange som muligt til at benytte sig af muligheden på Lungedagen til at få mere viden om deres lunger. Lungesygdomme kan komme snigende, og ofte er det først, når man har mistet næsten 50 procent af sin lungefunktion, at man erkender, der er noget galt, siger sygeplejerske Ulla Kirkegård Nielsen.

– Alt for mange går og finder sig i at blive tiltagende forpustet og tænker, at det skyldes dårlig kondition, eller at det følger med alderen. Mange gange ligger der dog andet bag, og netop derfor vil vi gerne opfordre til at få tjekket lungefunktionen. Jo tidligere en lungesygdom opdages, jo bedre er chancen for at bevare en god livskvalitet og det er vel egentlig det, det hele handler om, fortæller hun.

Sådan måles lungernes funktion
Med en enkel lungefunktionsmåling kan man finde de fleste tidlige tegn på syge lunger. Det foregår ved, at man puster i et apparat (også kaldet et spirometer), som måler hvor meget og hvor hurtigt, man kan puste luft ud af sine lunger.

Målingen tager omkring fem minutter og viser, om lungefunktionen er normal eller nedsat. Der er mange lungesygdomme, men de to hyppigste i Danmark er astma og KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom). 325.000 voksne har astma. 430.000 har KOL, men halvdelen ved ikke, at de er syge.

Læs mere om Lungedagen.