Home
  • Home
  • FCM-spiller til Ringkøbing Håndbold
dummy

FCM-spiller til Ringkøbing Håndbold

3 februar 2015 Musiknyt


Simone Rasmussen skifter fra den kommende sæson fra FC Midtjylland til Ringkøbing Håndbold

Så er der sat navn på duoen, der skal husere på venstre fløj i Ringkøbing Håndbold i næste sæson, for 21-årige Simone Rasmussen skifter på en toårig aftale fra FC Midtjylland, og hun skal vogte pladsen sammen med Kirstine Kjeldgaard.
Simone Rasmussen har været en del af den midtjyske klub, siden hun som U14-spiller skiftede fra Struer fH.
– Jeg var afklaret med, at jeg skulle videre. Jeg trænger til mere spilletid og en lidt større rolle, end jeg har nu. Da jeg fik at vide, at Ringkøbing Håndbold var interesseret var der med det samme en lille glød, der blev tændt. Det er en spændende klub, og jeg har et indtryk af Allan Heine som en dygtig og kompetent træner. Det er et rimeligt ungt hold, og klubben har nogle gode værdier, som jeg tror passer rigtig godt mig, siger Simone Rasmussen.
Cheftræner Allan Heine er også overbevist om, at det er et godt match mellem klub og spiller.
– Vi har ledt efter en erstatning for Julie Kjær, der vender tilbage til Team Tvis Holstebro, når hendes lejemål slutter, og jeg mener, vi har fundet en absolut fuldgod erstatning. Simone Rasmussen var i en situation i FC Midtjylland med tre dygtige venstre fløje, så hun har ikke fået så meget spilletid, men hun har i de sidste par sæsoner vist fine evner, og jeg har set noget, der kan bygges videre på i forhold til den måde, vi gerne vil bruge vores fløje på, og jeg tror absolut på, hun kan blive en profil på vores hold. Hun er en teknisk dygtig spiller, som har den dna, der skal til for at få succes i eliteidræt. Hun træner benhårdt og har evnen til at gå forrest, så jeg ser meget frem til vores samarbejde, siger Allan Heine.