Home
  • Home
  • Fødevaremarkedet i Hvide Sande fik det største besøgstal nogensinde

Fødevaremarkedet i Hvide Sande fik det største besøgstal nogensinde

26 august 2013 Nyheder


Det hidtil bedste og mest succesrige Kulinarisk Fødevaremarked er i weekenden blevet afviklet for sjette år i træk og for anden gang i Hvide Sandes fiskeauktionshal, og rekordbesøgt af 8.500 så det var 36 glade og tilfredse udstillere, der søndag kl. 16.00 kunne pakke sammen, oplyser formand for Foreningen Kulinarisk Vestjylland, Kent Viborg.

 – ”Vi synes efterhånden, at vi har et bæredygtigt koncept, der holder. Det beviser både det stigende antal gæster og udstillerne. Vi havde denne gang 8.500 betalende børn og voksne mod små 7.000 sidste år ,heraf 4.500 betalende voksne, og der er således tale om en ny stor besøgsrekord med alene godt 5.000 gæster om lørdagen”; fortæller han videre.

 Sidste år deltog 43 udstillere. I år 36. Kent Viborg slår fast, at målet forsat er mellem 30 og 40 udstillere. –”Vi mærker tydeligt at der efterhånden dukker flere og flere lignende arrangementer op, med fokus på fødevarer, så konkurrencen er blevet hårdere om både udstillere og besøgende”; uddyber han og glæder sig over den store opbakning fra de besøgende. – ”Jeg synes, at vi står stærkere end nogensinde, også selv om vi i år for første gang tog entré for børn”; lyder det slutteligt fra Kent Viborg.

 Stor lokal opbakning

36 bagere, slagtere og andre specialforretninger, gårdbutikker, spisesteder m.fl. deltog i dette års fødevaremarked. Rigtig mange af udstillerne kom fra nærområdet, idet ikke færre end 23 af de 36 var fra forretninger og virksomheder inden for Ringkøbing-Skjern Kommune.