Home
  • Home
  • Folkeråd om “Naturens rige”
dummy

Folkeråd om “Naturens rige”

9 januar 2015 Musiknyt


naturensrige-web

Vestjyllands Højskole, Kultur- og Fritidsudvalget og Dagbladet Ringkøbing-Skjern inviterer til ’Folkeråd’ om byrådets nye vision for kommunen onsdag den 21. januar kl. 18-21.30 på Vestjyllands Højskole.

Visionen ’Naturens Rige’ fremhæver naturen som grundliggende for både det gode liv og vækst i Vestjylland. Byrådspolitikerne er optaget af vækst, iværksætteri og partnerskaber. Her er naturen både historisk og fremadrettet det basale bagvedliggende. Det ser man, når man kigger på Vestas, på Arla og vores mange landbrug. Og man ser det, når turisterne år efter år valfarter til vores kommune på grund af vores helt særegne kvaliteter. Vores natur er et skatkammer, ikke kun for væksten, men også rekreativt for os selv og vores gæster. Byrådet peger også på, at nærværet, engagementet og sammenholdet i lokalsamfundet er dét, der gør livet værd at leve i kommunen, og de vil gøre op med den vestjyske beskedenhed. Vi skal fortælle den gode historie, når vi møder vores omverden.

Visionen er formuleret af byrådspolitikerne, men vi vil gerne høre, hvordan din fremtidsvision for livet og Vestjylland ser ud:

Hvad er vigtigt i dit liv? Hvorfor har du valgt at bo i Vestjylland? Hvilke håb og bekymringer har du for fremtiden? Hvad skal vi med det lokale fællesskab? Hvilken form for vækst ønsker vi i kommunen?

Folkemødet har inviteret tre lokale personligheder, der kommer og fortæller om deres liv og vision for Vestjylland.  Herudover kommer Uffe Elbæk fra Alternativet og taler om visioner, kvalitativ vækst og politisk kultur. Vi slutter af med en samtale om de vigtigste spørgsmål og perspektiver, der er dukket op i løbet af aftenen.

Arrangørerne har også inviteret byrådet, der kommer for at lytte og være med i samtalen på samme måde som dig. Kom og vær med til at give dem inspiration til at omsætte visionen til handling og find sammen med de medborgere der deler netop din drøm.

Folkeråd holdes på Vestjyllands Højskole. Mødet starter med spisning og uformelle ’opvarmningssamtaler’ kl. 18 og forventer at slutte kl. 21.30.  Aftenens moderator er højskolelærer Rane Baadsgaard Lange.

Hold øje med Dagbladet i januar, der som opvarmning til Folkeråd bringer en række artikler om arrangementet.

Tilmelding skal ske på folkeraadet@vestjyllandshojskole.dk

Der er et begrænset antal pladser, så skriv venligst til arrangørerne, hvis du ombestemmer dig.

Læs mere om Folkeråd, som er en ny dialogplatform, der skal styrke det lokale demokrati, borgernes handlekraft og inspirere byrådet.

Foto: Rigkøbing-Skjern Kommune