Home
  • Home
  • Gregersen udsender akustisk EP i samarbejde med Spotify
dummy

Gregersen udsender akustisk EP i samarbejde med Spotify

5 december 2014 Musiknyt


Det har været et travlt år for Gregersen. I januar udsendte den 26-årige sanger og sangskriver sin første single ‘Det kun dig’, der røg i rotation på radiostationer landet. I februar blev han udvalgt som opvarmning for Thomas Helmig på hans forårsturné. Noget af en ære for Gregersen, der netop har Helmig blandt sine musikalske forbilleder.

gregersen

I løbet af året varmede han desuden op for to andre store popmastodonter – nemlig John Newman og Backstreet Boys. For med tre stærke hitsingler har Gregersen bevist, at han er et navn, man skal holde øje med på den danske popscene. Hans version af Helmigs udødelige evergreen ‘Det mig der står herude og banker på’ blev delt flittigt på sociale medier.

Nu giver Gregersen sine fans en tidlig julegave i form af en live-EP med fire numre – hvoraf to af dem er helt nye. På EP’en, der er eksklusivt tilgængelig på Spotify i hele december, folder Gregersens sit talent som singer/songwriter helt ud. Pophits som ‘Vender Altid Tilbage’ og ‘Hold mig fast’ får ny intensitet og nerve akkompagneret af akustisk guitar, og hans ‘hvide’ soulstemme kommer til sin ret i de nedbarberede arrangementer. Idéen var netop at vise en anden side af sig selv som musiker, forklarer Gregersen:

 

”Jeg skriver de fleste af mine numre på guitaren. Det er der, hvor jeg føler mig mest hjemme rent musikalsk. Det er meget ærligt og nøgternt. Så jeg synes, det ville være fedt at vise den del af mig selv.”
Som en bonusgave til sine fans har han sammen med Spotify indspillet fire livevideoer, der bliver tilgængelige i løbet af de næste fire uger. De vil løbende blive lagt hans Facebook-side. Til februar tager Gregersen hul på næste kapitel, når hans debutalbum udkommer på Sony Music.