Home
  • Home
  • Indvielse af ny sti langs Ganer Å

Indvielse af ny sti langs Ganer Å

29 september 2014 Nyheder


Skolernes Motionsløb og en rask gåtur til de voksne. Et nyt stisystem langs østsiden af Ganer Å tages prompte i brug ved indvielsen fredag d. 10. oktober klokken 10.00. Indvielsen foregår ved den nye bro over Ganer Å, og alle er velkomne til at deltage.

GanerÅ

Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Ole Kamp, indvier stien sammen med elever fra Amagerskolen og Skjernåskolen, og derefter går starten til skolernes motionsløb.

– Vi spurter meget passende fra start, når vi med indvielsen sætter kronen på værket med at gøre Kloster Enge til et rekreativt område til glæde for borgerne i Skjern-området og alle andre besøgende, siger Ole Kamp, (V).

Det er ikke kun skolebørnene, der kan opleve den nye sti på indvielsesdagen. Alle fremmødte er inviteret med på en gåtur i mere moderat tempo langs den 1,8 kilometer lange sti, hvor man undervejs kan få historien bag den nye sti.

Skaber sammenhængende stisystem

– Flere har spurgt, om vi ikke kunne koble stisystemet ved Ganer Å med stierne i statens store naturgenopretningsprojekt ved Skjern Å. Det har vi opnået med den nye sti, så der nu er god sammenhæng for folk, der vil ud i naturen, forklarer ingeniør Per Søby Jensen fra Land og Vand, Ringkøbing-Skjern Kommune

Den nye sti fungerer som et forbindelsesled mellem de eksisterende cykel- og gangstier langs Ganer Å, Kirkeåen og Skjern Å. Mens en ny gangbro over Kirkeåen forbinder stien med det nuværende stianlæg i Kloster Enge.

Fakta

Det nye sti-, bro- og hegningsprojekt fra Kirkeåen og ned til Hestholm Sø har kostet 500.000 kr. Der er ydet tilskud af NaturErhvervstyrelsen på 55 procent af de samlede projektudgifter.

I alt er der nu 5 kilometer sammenhængende stisystem rundt i engområdet sydvest for Skjern.