Home
  • Home
  • Jørgen Axelsen afhøres om mulige skud mod ulve

Jørgen Axelsen afhøres om mulige skud mod ulve

7 juni 2013 Nyheder


Selvom ulven er fredet, så træder foreningen ”Ulvefrit Danmark” nu frem med oplysninger om, at der er skudt en eller flere af de ulve, der senest er kommet til Jylland. Det har fået Danmarks Naturfredningsforening til at henvende sig til politiet med henblik på en undersøgelse af oplysningerne.

– Vi vil have sagen undersøgt til bunds, for det er nemlig ikke alene ulovligt at skyde ulve i Europa. Det er også ulovligt ikke at overdrage eventuelt dødfundne dyr til myndighederne, fastslår Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Danmarks Naturfredningsforening har henvendt sig til Miljøministeriet og Naturstyrelsen, DCE og Naturhistorisk Museum. Her kender ingen til døde ulve.

Det er TV2 Midt/Vest, der sidste uge videreformidlede oplysningen om, at en eller flere ulve er skudt. Alibiet for at skyde dyrene skulle være, at de stammer fra ”farme” og således ikke naturligt genindvandret i Danmark.

Ifølge foreningen ”Ulvefrit Danmark” er der foretaget en blodprøve på en af ulvene (af de skudte formentlig), der viser, at dyret var vaccineret mod hvalpesyge, og dermed stammer fra ”en farm.” , Heller ikke disse blodprøver er ifølge Danmarks Naturfredningsforenings undersøgelser nået frem til myndighederne. Til gengæld har myndighederne taget DNA analyser fra efterladenskaber fra ulvene og disse undersøgelser viser, at de tre ulve, der er observeret i Jylland, alle er hanner.

– Med andre ord, så er påstanden om, at nogen skulle sætte ulve ud i naturen, lidt svær at tage alvorlig. Ville man ønske sig en ulvebestand igennem udsætning af dyr fra ”en farm”, ville det være nærliggende at overveje udsætning af mindst én hun fra farmen, frem for 3 hanner, siger Bo Håkansson i en pressemeddelelse.

Ulvenes hjemvenden til Danmark har fået sindene i kog. Ulve er dog kun farlige i eventyrene og eksperter sammenligner risikoen for ulveangreb med at blive ramt af et meteor. Ulveangreb i Norden i fortiden skyldtes udsultede eller rabies-syge ulve. I dag er der ikke rabies, men mad til ca. 100 ulve i Danmark.

Jens Ole Pedersen fra Midt- og Vestjyllands Politi i Ringkøbing fortæller til TV2 Midt/Vest, at første skridt i sagen er en afhøring af Jørgen Axelsen fra “Ulvefrit Danmark”. Den er planlagt til på mandag.