Home
  • Home
  • Kulturnat i Videbæk

Kulturnat i Videbæk

9 september 2013 Musiknyt


Der er tænkt på både børn og voksne i den skatkiste af oplevelser, der indtager Videbæk på kulturnatten fredag den 13. september. Et armbånd giver adgang til alle oplevelserne og koster kun 50 kr. for voksne og 20 kr. for børn.

– Jeg forestiller mig, at Kunstpavillonen bliver som en myretue, hvor folk strømmer ind og ud for at opleve de mange tilbud, siger Bent Gråkjær, Westergaards Hotel og medlem af den lokale arbejdsgruppe bag kulturnatten i Videbæk.

– For mig er der lidt New York, København, Videbæk over det: De store byer har en kulturnat, og nu får vi også en i Videbæk, siger han.

Man kan ikke nå det hele
– Folk må vælge mellem de mange tilbud. Man kan ikke nå det hele, så det gælder om, at finde det, som man helst vil opleve, fortæller Bent Gråkjær.

Formand for Kulturelt Samråd, Gunnar Madsen, er stolt af at kunne præsentere et flot program til kulturnatten igen i år.

– Kulturnatten skal være en blanding af det professionelle og det folkelige, og det har vi ramt igen i år. Vi har givet de små spillere en scene, hvor de kan vise, hvad de kan, siger han.

Enhver by har sine særlige steder. I Videbæk er det blandt andet Kunstpavillonen, der er tegnet af Henning Larsen, men også fire private haver, der indgår i Kulturnatten på en særlig måde.

Hestevognskørsel
– Det er naturligt, at Kunstpavillonen bliver det lysende midtpunkt i kulturnatten, men en af mine favoritter i år er fire private prydhaver der på kulturnatten bliver til rum for vidt forskellige udstillinger og fortællinger, siger Gunnar Madsen.

Der er hestevognskørsel ud til de fire haver, men der bliver sikkert også en del efterspørgsel efter parkeringspladser.

Kulturnatten slutter ved midnatstid med en forestilling af Teatret Om og et stort festfyrværkeri.

Kulturnatten – en ny tradition
Det er anden gang, Kulturelt Samråd i samarbejde med lokale kræfter arrangerer en kulturnat i Ringkøbing-Skjern Kommune. Sidste år var det i Hvide Sande og næste år bliver det formentlig i den sydlige del af kommunen.

Se programmet her