Home
  • Home
  • Musikbranchen mere digital end nogensinde
dummy

Musikbranchen mere digital end nogensinde

20 august 2015 Musiknyt


Det danske musikmarked fortsætter den digitale vækst. Hele 88 % af musikselskabernes indtægter stammer nu fra digitalt salg af musik. Det viser musikselskabernes nøgletal for første halvår af 2015.

Danskerne fortsætter med at tage streaming af musik til sig. Det står klart, når man kaster et blik på musikselskabernes nøgletal for første halvår af 2015. Sammenlignet med første halvår af 2014 er omsætningen fra streaming nemlig steget med 14 %. Dermed bidrager indtægterne fra streaming til en samlet vækst hos musikselskaberne på 0,4 % på trods af, at fysisk salg af primært cd’er og salg af downloads er faldet med henholdsvis 35 % og 13 % i samme periode.

Bag halvårstallene står musikselskabernes brancheorganisation IFPI. Direktør Jakob Plesner Mathiasen ser de nye tal som en naturlig fortsættelse af musikbranchens digitale udvikling:

”Halvårstallene for 2015 bekræfter den tendens, vi har set i løbet af de sidste par år. De har netop været kendetegnet ved, at streamingtjenesternes fremgang sikrer samlet vækst i markedet, mens forbrugerne samtidig vælger cd’er og downloads fra.”

72 procent af markedet er streaming

Fordelingen af henholdsvis streaming, download og fysisk salg i det samlede marked giver et klart billede af, at musikselskaberne er mere digitale end nogensinde. Streaming udgør 72 % af markedet, download tegner sig for 16 %, mens salg af fysiske produkter blot udgør 12 %.

Jakob Plesner Mathiasen er i den forbindelse imponeret over både branchens omstillingsevne og forbrugernes digitale gå-på-mod:

”For fem år siden var streaming en marginal indtægtskilde for musikselskaberne. I dag udgør streaming 72 % af musikselskabernes omsætning fra indspillet musik. Samtidig ved vi, at danskerne streamer mere end 800.000 forskellige titler om dagen og over 100 millioner sange om ugen. Det er en spektakulær udvikling, som vidner om, at både branchen og forbrugerne er gået nye veje inden for de seneste år.”

Jakob Plesner Mathiasen understreger, at halvårstallene ikke giver det samme præcise billede af markedet som årets samlede omsætningstal, der offentliggøres efter nytår. Det skyldes blandt andet, at en række mindre musikselskaber først indberetter omsætning til IFPI i forbindelse med årsafslutningen, og at musikselskaberne ofte lancerer mange populære udgivelser i efteråret.