Home
  • Home
  • Pas på 700 nye skolebørn i trafikken
dummy

Pas på 700 nye skolebørn i trafikken

7 august 2013 Musiknyt


I de kommende uger vil mange nye, små trafikanter komme ud på vejene, når skolerne åbner efter ferien. Alene i Ringkøbing-Skjern kommune begynder knap 700 børn i skole for første gang. Derfor er kommunen med i den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken”. Den skal minde trafikanterne om at passe ekstra godt på de nye skolebørn på vejene.
Det kan være svært at overskue trafikken, når man kun er 5 eller 6 år og skal over en skolevej, hvor biler, cyklister og knallerter suser forbi i høj fart. Samtidig er der mange nye regler og gode råd, som børnene først skal til at lære og huske i trafikken.
For at hjælpe børnene og forebygge trafikulykker er Ringkøbing-Skjern Kommune gået sammen med politiet, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden. Med kampagnen ”Pas på de små i trafikken” vil man minde trafikanterne om at passe ekstra godt på de mange skolebørn, der nu skal ud i trafikken hver dag.
– Det er et stort ansvar at få børnene sikkert til og fra skole. For at hjælpe forældrene med at passe på børnene er vi med i den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken”. Vi skal alle være med til at passe godt på de mange nye børn i trafikken. Derfor har vi blandt andet sat nye plakater op i vejkanterne langs mange skoleveje, så bilisterne bliver ekstra opmærksomme, siger Michael Vejrup, ingeniør i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Politiet laver kontrol
Politiet vil i løbet af de første uger af skoleåret være til stede med kontrol ved mange af landets skoler. Det er nødvendigt for at få bilisterne til at lette foden fra speederen og holde godt øje med de mange nye børn i trafikken. Hvert år stopper politiet mange bilister, der kører for stærkt eller ikke viser nok opmærksomhed, når de kører på en skolevej.

 

Øvelse gør mester
Men kontrol gør det ikke alene. Derfor opfordrer kommunerne, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden forældrene til at komme ud i trafikken og træne med deres børn. Det kræver øvelse og praktisk erfaring, hvis børnene skal blive sikre trafikanter og lære, hvad de skal holde øje med på vejene. Ingen er født med evnen til at færdes sikkert i trafikken. Det skal børnene lære gennem praktisk træning.
Derfor har alle forældre fået materialer, der nemt og enkelt viser, hvordan man kan træne med sit barn og give barnet en trafiksikker viden og erfaringer med i skoletasken.
Materialerne findes også gratis på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside: www.sikkertrafik.dk/skolestart
På hjemmesiden er der både informationer til lærerne, forældrene og skolerne.

– Skolestartskampagnen sætter fokus på, hvor vigtigt det er, at forældrene kommer ud i trafikken med deres børn og øver vejen til skole. Hvis man kun kører sine børn i skole i bil, så lærer de ikke at begå sig i trafikken. Parkér eventuelt et stykke fra skolen og gå det sidste stykke og tal om, hvad barnet skal være opmærksom på, siger Gitte Aagaard, pædagogisk konsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Bag om kampagnen ”Pas på de små i trafikken”
Den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken” kører fra onsdag den 7. august til tirsdag den 3. september.
Kampagnens formål er at få især bilisterne til at tage hensyn til de nye, små trafikanter og at få forældrene til at træne skolevejen til fods eller på cykel med deres barn.
Via store plakater ude ved mange af skolerne bliver bilisterne derfor mindet om, at de skal passe på de nye elever. Ved skolestart giver lærerne eleverne i 0. klasse et opgavehæfte med hjem, som de kan lave sammen med deres forældre. De voksne får desuden en folder med gode råd til, hvordan de kan træne i trafikken med deres barn. En del skoler har også fået kasketter og refleksveste, så eleverne i 0. klasse er synlige, når de eksempelvis skal på tur.
Besøg www.sikkertrafik.dk/skolestart og find info om kampagnen, råd om trafiktræning mv.
Bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik, Kommunerne i Danmark og TrygFonden.

FAKTA: Ti gode råd
1. Træn skolevejen på cykel eller til fods med dit barn – både inden skolestart og i løbet af skoleåret.
2. Træn ruten mange gange, så de gode vaner sidder fast hos barnet – også når barnet engang skal gå alene. Tal om hvad man skal huske at kigge efter og passe på.
3. Vælg den sikreste rute til skolen, ikke den hurtigste. En sikker rute er eksempelvis via gang- og stisystemer, gangbroer og -tunneller og fodgængerovergange.
4. Er det svært at få tid til at cykle eller gå sammen til skole hver dag, kan I med fordel vælge en ugentlig gå- eller cykeldag.
5. Har I langt til skole, så parkér bilen et par hundrede meter fra skolen og gå det sidste stykke sammen, så dit barn får erfaring med at gå i trafikken.
6. Lær dit barn de basale regler i trafikken: Stop ved rødt lys og ved kantstenen, se dig for til begge sider, gå kun over vejen på sikre steder, hvor I kan orientere jer ordentligt mv.
7. Hvis I cykler sammen, så husk hjelmen og lær dit barn at give tegn til stop og tegn for at dreje, så de andre trafikanter kender jeres intentioner.
8. Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne – børn har ikke det samme overblik, som du har.
9. Husk at du er rollemodel for dit barn: Børnene kopierer dine vaner i trafikken.
10. Tjek om skolen har en trafikpolitik, som handler om skolens regler og indsatser på området – og læs den.