Home
  • Home
  • Politiet: Hold dig fra klitterne
dummy

Politiet: Hold dig fra klitterne

11 januar 2015 Musiknyt


Midt- og Vestjyllands Politi fraråder borgere at gå søndagstur på klitterne langs vestkysten og stormturister skal holde sig fra de vestjyske havneområder langs Limfjorden.

Midt- og Vestjyllands Politi er stadig i gang med indsatsen i havneområderne langs Limfjorden, hvor vand er strømmet ind over vejene i kølvandet på gårsdagens storm.

Vinden er aftaget og det har lokket mange borgere ud for at kigge på konsekvenserne af stormen. Der er meldinger om mange civile i havneområderne i henholdsvis Nykøbing Mors, Lemvig og i Skive, der går i vejen for beredskabets arbejde.  

 

Borgere skal trække væk fra havneområder og klitter

Politi og Beredskab fraråder derfor al trafik på havneområderne og beder alle borgere om at trække væk fra havnene, så beredskabet kan få plads og ro til at arbejde. 

Borgere frarådes desuden at køre til Vestkysten for at kigge på bølgerne. Klitterne langs den jyske vestkyst er sandsynligvis underminerede i forbindelse med stormen. Det kan derfor være farligt at gå tur i klitterne.

 

Lukkede veje

Flere veje i regionen er lukkede på grund af vand på kørebanen. Der er sat advarselsskilte op i den forbindelse.

 

Status på Skive

Prognoserne viser en vandstand, der kan risikere at nå op over kritisk niveau i løbet af eftermiddagen. Derfor bliver situationen fulgt nøje og offentligheden opfordres til at følge med på Twitter (Profilnavn = MV-Jyllands Politi – følg #stormdk eller #politidk) og i medierne.

 

Status på Lemvig

Der pumpes lige nu vand ud fra havneområdet og vandstanden er derfor faldende i Lemvig. Højvandsværnet er yderligere forstærket. Havneområdet er stadig afspærret – det er uvist, hvornår vandet er trukket så langt tilbage at området kan genåbnes. Borgere med bolig i de berørte områder bedes derfor væbne sig med tålmodighed.