Home
  • Home
  • Rækker Mølle Skole tager første spadestik
dummy

Rækker Mølle Skole tager første spadestik

30 april 2013 Musiknyt


Børn og lærere er netop vendt tilbage til Rækker Mølle Skole, og det glæder skoleleder Torben Friis Svendsen, at alle er i gang igen, og der nu på ny er undervisning i lokalerne.
Han glæder sig også over, at der allerede på torsdag den 2. maj skal tages første spadestik til en omfattende renovering af skolen.
Skolen fik i 2011 bevilliget 20 millioner kroner til en renovering. Projektet har været gennem forskellige faser fra visionære ideoplæg til mere konkrete tegninger. Nøgleordene for renoveringenhar været fleksibilitet, gennemsigtighed og fremtidssikring.
Planen er, at skolens bygninger både energimæssigt og pædagogisk står helt opdateret april 2014.
– De fysiske rammer betyder selvfølgelig meget for, hvordan vi kan tilrettelægge undervisningen og dermed for det pædagogiske arbejde, siger Torben Friis Svendsen.
Skolen bliver renoveret med energirigtige bygningsmaterialer, ekstra isolering og solceller på taget. På den pædagogiske side bliver skolen indrettet til fleksible holdstørrelser, nye faglokaler og en helt ny samlingssal i den gamle gymnastiksal.
Det lokale byrådsmedlem Bente Tang tager det første spadestik kl. 12.00 på torsdag 2. maj. Der vil blive serveret en lille forfriskning til både børn og voksne.