Home
  • Home
  • Skjern skal møde Berlin
dummy

Skjern skal møde Berlin

4 december 2014 Musiknyt


skjern_haandbold

Der venter publikum i Skjern Bank Arena en kæmpe oplevelse, når Skjern Håndbold i foråret skal spille EHF Cup-gruppespil.

Ved dagens lodtrækning på EHF’s hovedkontor i Wien blev Skjern parret med det tyske storhold Füchse Berlin, der har den danske landsholdsspiller Kasper Nielsen og flere tidligere Barcelona-spillere på holdet.

Udover Berlin skal Skjern op mod FC Porto, der ligger nummer et i den portugiske liga, og serbiske HC Vojvodina, som Skjern sidste år slog ud i kvalifikationsrunden.

Tilfredse med lodtrækningen
En udmærket lodtrækning ifølge Anders Dahl-Nielsen fra Skjern Håndbolds eliteudvalg, der netop nu er til stede under lodtrækningsseancen i Wien.

– Det kunne være bedre, og det kunne være dårligere, men alt i alt er vi tilfredse. Vi ser optimistisk på det og glæder os helt vildt, siger Anders Dahl-Nielsen i en telefon direkte fra Wien.

– Kampen mod Berlin er selvfølgelig hovedkampen. Vi ønskede os et tysk Bundesliga-storhold, og det fik vi. Det er et klassehold, og det bliver et brag af en kamp i Skjern, siger Anders Dahl-Nielsen.

Vi har taget ved lære
I sidste sæson tabte Skjern to gange til Sporting Lissabon, og i år venter et møde med FC Porto, der pt. er fem point foran Lissabon i tabellen.

– Sidste år blev vi taget med bukserne ned af et portugisisk tophold, og nu skal vi vise, at vi har lært noget. Alle i Skjern fik sig en håndboldoplevelse, hvor det blev klart, at man i den grad kan spille god håndbold i den sydlige del af Europa, siger Anders Dahl-Nielsen.

Den første spillerunde afvikles i weekenden den 14.-15. februar.