Home
  • Home
  • Stor profil forlænger i god tid med Ringkøbing Håndbold
dummy

Stor profil forlænger i god tid med Ringkøbing Håndbold

22 maj 2013 Musiknyt


Caroline Müller har forlænget sin aftale med Ringkøbing Håndbold frem til sommeren 2015

Hun er en af de allerstørste profiler i Ringkøbing Håndbold og i 1. division generelt. Hun er stadig kun 19 år, har netop afsluttet sin første sæson i Ringkøbing Håndbold og var midtvejs i sin toårige aftale.
Men Caroline Müller har i god tid valgt at forlænge sin aftale med Ringkøbing Håndbold for yderligere en sæson, så den nu løber indtil sommeren 2015.

– Jeg er blevet spurgt flere gange, om jeg ikke ville forlænge min kontrakt. Jeg har tænkt over det, og jeg er kommet frem til, at det er det rigtige valg for mig og for min udvikling. Jeg har udviklet mig rigtig meget i min første sæson i klubben, og jeg ser rigtig meget frem til at fortsætte mit samarbejde med Allan Heine, som er en rigtig dygtig træner, siger tyske Caroline Müller, der har boet i Danmark, siden hun som 15-årig flyttede til Viborg.
Selv om hun uden tvivl er på blokken hos både danske og tyske ligaklubber, har hun ikke travlt.

– Jeg er ikke parat til at flytte andre steder hen. Jeg vil ikke skifte klub for at blive kegle i en ligaklub. Jeg kan tage ansvar og udvikle mig rigtig godt i Ringkøbing Håndbold, og jeg tror på, jeg kan blive ligaspiller med Ringkøbing Håndbold, siger Caroline Müller.
I Ringkøbing Håndbolds sportslige ledelse er man glade for at have lavet den nye aftale med den tyske profil.

– Hun har bekræftet vores forhåbninger i løbet af den forgangne sæson. Hun er en fantastisk dygtig spiller med kæmpe potentiale, og vi glæder os over at hun har valgt at videreudvikle sit store talent i Ringkøbing Håndbold. Samtidig har hun et enormt engagement ikke mindst til træning, hvor hun er et forbillede for vores andre unge spillere både i Ringkøbing Håndbold og i vores ungdomsafdeling, siger sportsdirektør Jan-Ole Kristensen.

Nyt fra Ringkøbing Håndbold - morten@radiomax.dk - Radio Max E-mail