Home
  • Home
  • Sveriges største jazznavn til Ringkøbing Fjord Jazz Festival
dummy

Sveriges største jazznavn til Ringkøbing Fjord Jazz Festival

25 december 2014 Musiknyt


Gunhild Carling og Kansas City Stompers har fundet sammen til jazz på Stauning Havn

Billetsalget går forrygende og på et af årets sidste dage er det lykkedes Ringkøbing Fjord Jazz Festival at tegne kontrakt med Sveriges vel nok største jazznavn for øjeblikket. Gunhild Carling er et kæmpe musiktalent ud over det sædvanlige, for ud over at synge, ja, så spiller hun på et utal af instrumenter: Trompet, trombone, klarinet, mundharmonika, harpe, fløjte, megafon og sækkepibe for blot at nævne nogle og for at udfordre sig selv, så kan hun finde på at spille på op til tre instrumenter på samme tid.

Danmarks ældste orkester

Gunhild Carling skal optræde sammen med det 63 år gamle orkester Kansas City Stompers. Niels Abild havde sit første betalte job i 1951. Han var da kun 12 år gammel og stiftede ved den lejlighed Kansas City Stompers, som nu er Danmarks ældste orkester bestående af lutter professionelle musikere. Niels Abild er stadig styrmand og dybt engageret i jazzmusikken. Bandet har tidligere optrådt på Ringkøbing Fjord Jazz Festival med forskellige dygtige sangerinder. Niels Abild havde lagt billet ind på 12 koncerter i 2015 sammen med den svenske musikekvilibrist Gunhild Carling, men hun havde kun plads i kalenderen til 2 koncerter og den ene bliver altså på Ringkøbing Fjord Jazz Festival. –Vi er meget stolte over at det endelig kunne lade sig gøre. siger Flemming Jørgensen fra bestyrelsen, der samtidigt afslører at han flere gange har forsøgt at få Gunhild Carling til jazzfestivalen, -Gunhild Carling ER musik for der er simpelthen musik i alt, hvad hun foretager sig, smiler en stolt Flemming Jørgensen.

Gunhild Carling er hot 
På trods af sine kun 39 år, så har Gunhild Carling allerede optrådt i hele verdenen.
Hun optrådte Bl.a. til FN’s 60 års jubilæum og sidst modtog hun en invitation fra Bill Clinton om at spille en stor koncert i Central Park i New York. Hun har talrige hits på YouTube, flere tusinde venner og følgere på Facebook og hun har naturligvis også modtaget utallige priser. Hun må derfor betegnes som et af de hotteste navne inden for jazzmusikken i dag. Formand for Ringkøbing Fjord Jazz Festival, Mark Sørensen er i særdeleshed stolt over at kunne præsentere det svenske jazzikon. -Jamen, Gunhild Carling er jo helt fantastisk, for ud over at mestre alle de forskellige instrumenter, så kan hun også synge og stepdanse og som alle kan se, så ser hun jo også brandgodt ud, griner en meget tilpas formand.

Skal optræde fredag aften 
Jazzfestivalen glæder sig til at præsentere sangerinden og muliti-instrumentalisten, Gunhild Carling som skal optræde under middagen sammen med Kansas City Stompers fredag d. 7. august i det store tremastede telt. Der forventes fulde huse, så det anbefales publikum at komme tidligt for at være sikker på at få pladser.

Billetsalg
Billetter kan med fordel stadig købes via hjemmesiden eller hos LokalBrugsen i Stauning, SuperBrugsen i Skjern eller hos Landbobanken i Ringkøbing. Partout-billetterne koster kr. 350,- og købes de inden nytår får alle en jazzfrokostbuffet med uden beregning.
Frokosten skal efter nytår købes særskilt til kr. 125,-.