Home
  • Home
  • Tønder Festivals billetsalg skudt i gang

Tønder Festivals billetsalg skudt i gang

1 december 2014 Musiknyt


 

Nu starter billetsalget til næste års Tønder Festival. Samtidig går det løs med festivalens onlinejulekalender, hvor hovedpræmien er armbånd og tenthouse til to personer.

En lang stribe internationale og danske navne er allerede booket til næste års festival i Tønder, og flere kommer til de kommende måneder. 1. december åbner billetsalget, og de hurtige kan sikre sig armbånd til Tønder Festival 2015 til rabatpris.

 

Køb nu og spar penge

De første 2.000 stk. armbånd til alle festivaldage koster 1.190 kr. Herefter koster de næste 2.000 stk. 1.290 kr. Når disse er udsolgt, er prisen er 1.390 kr. for et armbånd.
Studerende kan købe armbånd i hele perioden for 1.190 kr. For unge mellem 12 og 16 år er prisen 700 kr. Se mere og find link til billetsalg på www.tf.dk

 

Julekalender

Samtidig med starten af billetsalget er der dømt julestemning hos den danske folkrootsfestival. Årets onlinejulekalender er klar, og hver dag mellem 1. og 24. december finder man en quiz bag en af kalenderens låger. Alle, der svarer rigtigt på dagens spørgsmål, før dagen er omme, deltager i en konkurrence om præmier fra Tønder Festival.

27. december udtrækker festivalen vinderen af hovedpræmien, som er to stk. armbånd til alle festivaldage og tenthouse for to personer. Der er også andre præmier på spil, blandt andet årets festival-cd samt en rundvisning på festivalens legendariske backstageområde.

Se mere: www.julekalender.tf.dk – og den engelske udgave: www.adventcalendar.tf.dk

 

Større overskud end forventet

Julestemningen har også fået et ekstra nøk opad i forhold til festivalens økonomi. Umiddelbart efter festivalens afslutning i år var forventningen et overskud på minimum 2,5 mio. kr. Nu viser tallene, at overskuddet snarere er tæt på fire mio. kr. Regnskabet er dog endnu ikke fuldt afsluttet for 2014.

 

”Vi er meget tilfredse med resultatet, og det vidner om, at det benhårde arbejde, vi i samarbejde med kommunen og vores pengeinstitut Sydbank har gennemført i relation til økonomistyring, endelig har båret frugt. Vi må dog ikke glemme medarbejderne og alle de frivillige hjælpere i denne sammenhæng. Der er trods alt dem der har knoklet for det fremragende resultat som er fremkommet.

Resultatet betyder, at festivalen igen er selvfinansierende,” siger Anker Hintze, økonomiansvarlig for Tønder Festival.

 

Flere navne klar i kulissen

Arbejdet med at booke næste års navne er i fuld gang, og de første 12 navne er i hus. Lige efter nytår offentliggør Tønder Festivalen en række yderligere navne, og det bliver godt nyt fra USA, Canada, England, Baskerlandet og Danmark.

 

The story so far:

Bellowhead (UK), Gregg Russel & Ciaran Algar (UK), Mary Gauthier (USA), Lynn Miles (CAN),  The Wood Brothers (USA), Allan Taylor (UK) The Sexican (DK), Three Tall Pines (USA), The Great Malarkey (UK), Meschiya Lake & The Little Big Horns (USA), King James & The Special Men (USA), Jonah Blacksmith (DK).

 

 

Tønder Festival  27. – 28. – 29. og 30. august 2015

www.tf.dk

www.facebook.com/tonderfestival