Home
  • Home
  • #UB40 spiller i Holstebro som eneste koncert i Jylland
dummy

#UB40 spiller i Holstebro som eneste koncert i Jylland

12 december 2014 Musiknyt


Efter en turné i Tyskland gør det britiske popband UB40 nu klar til at besøge Danmark. Deres eneste stop i Jylland bliver i Holstebro. UB40 spiller i Black Box i Musikteatret Holstebro lørdag aften den 28. februar 2015.

ub40            Det er et af de helt store navne, som nu kan opleves live. UB40 har haft mere end 50 singler på den britiske hitliste. De har solgt over 70 millioner albummer på verdensplan.

UB40 er kendt for hits som ”Red Red Wine”, ”I Got You Babe” og (I Can’t Help) Falling In Love With You.Dem spiller de på deres helt egen reggae-inspirerede måde.

Bandet fyldte 35 år i fjor. Det blev dannet i 1978 i Englands næststørste by, Birmingham. Navnet UB40begyndte som en joke. Det er nemlig hentet fra betegnelsen for den formular, som briterne skal udfylde for at få arbejdsløshedsunderstøttelse. Gruppens medlemmer har altid haft et politisk og socialt engagement.

Oprindelig var der otte sangere og musikere i bandet. De kom fra forskellig etnisk og kulturel baggrund. Gennem årene er der sket nogle udskiftninger, men en række af de vigtigste musikere har været med hele vejen, blandt andre Jimmy Brown, Robin Campbell og Brian Travers. Den nuværende forsanger, Duncan Campbell, er ligesom Robin Campbell sønner af folkesangeren Ian Campbell, der døde for to år siden.

Koncerten i Holstebro den 28. februar får fornem opvarmning i det danske band Moonjam. Gruppen er dannet i 1985 og dermed knap så gammel som UB40. Det var brødrene Morten, Rasmus og Mads Kærså, der tog initiativet.

Moonjam er kendt for numre som ”Bag de blå bjerge” og ”Gennem ild og vand”. Bandet har spillet til musicals og også indspillet musik til film, blandt andre ”Flamberede hjerter”.