Home
  • Home
  • Vestas og Siemens samarbejder i Skjern

Vestas og Siemens samarbejder i Skjern

10 september 2013 Nyheder


Skjern Tekniske Skoles første fælles hold vindmølleoperatører fra de to vindmøllekoncerner er en stor og vigtig succes. For Vestas og Siemens har et godt samarbejde om vindmølleoperatøruddannelsen. Det samarbejde bidrager til at bevare vindmølleindustrien her i området.

– Jeg synes, Siemens og Vestas har udviklet et godt fælles samarbejdsrum indenfor vindmølleoperatøruddannelsen. Det lover godt for fremtiden, sagde fabrikschef Flemming Glerup Nielsen fra Siemens Windpower A/S i Brande.

Ordene faldt ved svendeprøveafslutningen for Skjern Tekniske Skoles første blandede hold vindmølleoperatører fra konkurrenterne Vestas og Siemens. Samtlige 17 voksenlærlinge på holdet bestod svendeprøven med et fuldt tilfredsstillende resultat.

At blandingen af Siemens og Vestas har fungeret rigtig godt på vindmølleoperatøruddannelsen, det demonstreres også af et flot karakterniveau. Ved svendeprøverne blev der givet seks gange karakteren 12, fire gange karakteren 10, tre gange karakteren 7 og fire gange karakteren 4.

Det giver et fornemt gennemsnit på 8,8.

Et super samarbejde
Produktionschef Anders Thygesen hos nacellefabrikken Vestas Manufacturing A/S i Ringkøbing var helt enig med sin kollegas karakteristik af samarbejdet mellem Vestas og Siemens.

– Jeg synes det er et super samarbejde, vi har fået. Og hvorfor har vi det? Fordi Vestas og Siemens har gavn af det. Det er fantastisk positivt, hvis vi med vores vindmølleoperatøruddannelse kan hjælpe hinanden med at bevare vindmølleindustrien her i området. Så i forhold til vindmølleoperatøruddannelsen, der ser jeg Siemens som en rigtig god ”konkollega”, sagde Anders Thygesen.

Besøger hinandens virksomheder
Det er Skjern Tekniske Skole, der har udviklet vindmølleoperatøruddannelsen i tæt samarbejde med Vestas og Siemens.

– I er vores andet hold vindmølleoperatører. Men I er også vores første hold med elever fra både Vestas og Siemens. Der har naturligvis været drillerier, men altid godmodige drillerier – blandet med en sund respekt for hinanden og for hinandens arbejde. I har besøgt og været på rundvisning på hinandens virksomheder. I har set, lært og diskuteret det, I har set. Og den dialog har været en rigtig sund proces, sagde faglærer Erik Andersen, Skjern Tekniske Skole.

En fantastisk god situation
UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjerns bestyrelsesformand, Helge Albertsen, lykønskede de 17 nye vindmølleoperatører med uddannelsen.

– Det er godt, I har taget denne uddannelse. Den retter sig mod et globalt marked med masser af udviklings- og vækstmuligheder. Dermed har I bragt jer selv i en fantastisk god position til at tage de jobs. Det betyder også meget for, hvor Vestas og Siemens lægger deres arbejdspladser, at vi her i området har nogle medarbejdere som jer, der kan det, der skal til. Ikke mindst i det lys er det af stor betydning, at I har valgt at tage vindmølleoperatøruddannelsen, sagde Helge Albertsen.

Uddannelse er alfa og omega
At uddannelse gavner jobmulighederne lagde heller ikke Flemming Glerup Nielsen fra Siemens skjul på. Han gav klart udtryk for sin holdning.

– For mig er uddannelse alfa og omega. Det vigtigste for os alle er, at vi bliver ved med at hæve vores kompetenceniveau. I øjeblikket investerer vi noget, der ligner 10 mio. kr. om året på vindmølleoperatøruddannelsen. Det gør vi ikke for sjov, men fordi vi forventer et afkast. Og jeg har den holdning: Hellere uddanne folk end risikere, at de rejser – end ikke at uddanne dem og risikere, at de bliver, sagde Flemming Glerup Nielsen.

Faglærer Erik Andersen gav udtryk for den samme holdning til uddannelse, da han citerede et kinesisk ordsprog:

– Den, der tror, han er færdiguddannet – er ikke uddannet, men færdig. Så bliv ved med at søge uddannelse, sluttede Erik Andersen.