Home
  • Home
  • Vestjysk Marketing laver ny hjemmeside til Ringkøbing-Skjern Kommune
dummy

Vestjysk Marketing laver ny hjemmeside til Ringkøbing-Skjern Kommune

2 februar 2015 Musiknyt


Søndag aften lukkede Ringkøbing-Skjern Kommune sin gamle hjemmeside ned, og en ny trådte i dets sted. Den nye hjemmeside skal gøre det nemmere og mere bekvemt at være borger, hvad enten man vil skrive sit barn op til skole, skifte læge eller finde en genbrugsplads

.

– Hjemmesiden er i dag hoveddøren ind til kommunen, og med den nye hjemmeside er det blevet nemmere at komme ind og finde rundt på siden. Vi har fjernet al unødvendig indhold, og skrevet alle tekster igennem. Generelt kan man sige, at der ikke er meget tilbage fra den gamle side på nær adressen www.rksk.dk, siger stabschef for Service og Digitalisering, Carsten Spang.

Den nye hjemmeside er lavet i et samarbejde med Vestjysk Marketing, og i processen frem mod det færdige resultat har man spurgt både borgere og virksomheder om, hvordan den nye hjemmeside skulle indrettes.

– Læren var, at det skulle være lige til og uden alt for meget sniksnak. Vores borgere og erhvervsliv ved godt, hvorfor de kommer på vores hjemmeside, og det vil de kunne finde frem til hurtigt. Herudover var det vigtigt med et flot og dynamisk design, der fremhævede alle de gode ting, der findes i vores kommune, siger Carsten Spang.

.

Oplevelser fra hele kommunen

Derfor har den nye hjemmeside også fået et stærkt nyheds- og billedelement, hvor der året rundt kommer nye billeder til fra hele kommunen.

– Vi er et fantastisk område med en natur og en kultur, der kan tage vejret fra de fleste. Det skal vi naturligvis fortælle om og vise frem. Både til vores gæster, men i høj grad også til hinanden. Der vil løbende blive tilføjet og skiftet ud i billederne. Allerede nu har vi billeder fra det meste af kommunen liggende i vores arkiv, som vi glæder os til at vise frem, så man hele tiden får en ny oplevelse, når man kommer ind på siden, siger kommunikationskoordinator Jesper Lemming.

Han beder om forståelse og lidt tålmodighed med den nye hjemmeside de første par dage, den er i luften. Med så stor en side som en kommuneside vil der altid være lidt børnesygdomme, men der sidder et dedikeret team og retter de små fejl til, lige så snart de findes.

– Vi har fået en ny moderne hjemmeside, der kommer til at udvikle sig løbende med opgaverne. Vi er gået fra næsten 4.000 til lige godt 400 sider. Der er ikke en tekst, som ikke er blevet skrevet om og gjort mere præcis. Vi har fået en ny, meget smartere og stærkere søgemaskine. Der er udviklet en event-kalender, der viser arrangementer fra hele kommunen, og selvbetjeningsdelen har fået en meget fremtrædende plads, siger Jesper Lemming.